Velkommen til As, Klakring og Juelsminde sogne

Sogneudflugt til Vedersø den 12. juni 2016

 

Der var tidlig afgang for sogneudflugten i år, for vi skulle i kirke i Vedersø kl. 10.15. Vejret var fint, og vi fulgte naturens skiften fra det frodige Østjylland til hedelandskaber i det midtjyske og endte ved klitrækken i Vedersø.

Vi havde tid til at gå rundt på kirkegården og i kirken inden gudstjenesten, og da vi var 56 deltagere på sogneudflugten fyldte vi godt op i kirken.

Efter kirkegangen kunne man besøge lokalmuseet, inden man krydsede vejen for at gå over for at spise middag i Vedersø Kulturcenter. Vi nød en dejlig middag og vendte tilbage til kirken for at høre kirkens og Kaj Munks historier.

 

Vores guide var meget vidende og spændende at høre på. Kirken har 3 døbefonde, som alle har været borte fra kirken, men alle 3 er vendt tilbage, den ene er dog blevet beskadiget af "udflugten". Vi fik beretning om, hvor Kaj og Lise Munk traf hinanden og om deres vielse. Guiden citerede også flere af Kaj Munks digte, fortalte om Kaj Munks holdninger til nazismen, om gestapos afhentning af ham og hans død. Herefter viste guiden os rundt på kirkegården og fortalte, at hele 3 præster er begravet på kirkegården, 2 danske og 1 irsk.

Vi fortsatte ud til Kaj Munks præstegård ledsaget af guiden, der viste rundt herude. Kaj Munks bil stod i garagen, og i stuehuset for man bevaret en del af det originale indbo, og man forsøger at få tapeter og farver på væggene som i Kaj Munks tid. Samtidig var der museumsstil med en del citater af Kaj Munk på væggene.

Vort sidste besøg var hos et par, der har arvet en gammel gård efter Marie Bjerregaard, der er født og har levet hele sit lange liv i Vedersø.

Vi hørte om deres bekendtskab med Marie Bjerregaard og deres overraskelse over at skulle arve. Men man må sige, at de har forvaltet arven godt.

I dag fremtræder gården fuldt renoveret, og indvendigt lever den hele op til moderne standard. Her blev serveret kaffe og kage.

Efter nogle spændende oplevelser i Vedersø nåede vi alle hjem til vores egne sogne - en lang, men meget interessant dag rigere.

Kontakt korleder

Annelise Corydon Frederiksen
T: 4013 5684
M: annelise@groenvej33.dk

Tilmelding til børnegudstjeneste med spisning

Birgit Plank-Laube
T: 2262 2554
M: b.plank-laube@hotmail.de

Tilmelding til spisning sker ved at kontakte Birgit.

Kontakt leder af babysalmesang

Jette Foldø
T: 5051 1425
M: jette@jafnet.dk

Annelise Corydon Frederiksen
T: 4013 5684
M: annelise@groenvej33.dk